Om livet i bigården

2021

Bier i haven: bierne er ude på årets første udflugt 22.02.2021 Erantis får besøg af en bi. Bien henter pollen til bilarverne i bistadet.

Vi er i februar måned. Efter en periode med sne og frost er vejret slået om til forår. Den 22. februar kom temperaturen op på 11 grader med sol og svag vind. Det fik bierne til at søge ud i stort tal fra alle 5 bistader. Bierne tog på renselsesudflugt, som det kaldes. Det betyder, at bierne tømmer deres tarm. De har ikke toilet i bistadet og må vente med toiletbesøg til en passende forårsdag. I år var det den 22. februar. Samme dag havde jeg hængt lyst sengetøj ud på tørresnoren. Det kunne ses! Sengetøjet var overstrintet af gulbrune pletter fra biernes afføring. Bierne bliver nemlig tiltrukket af det hvide stof. Pletterne kan heldigvis let vaskes af. Det var dagens naturoplevelse.

I dag den 25. februar er temperaturen på 10 grader. Bierne er i fuld gang med at samle pollen, blomsterstøv, fra de udsprungne erantis. De flyver hjem til bistadet med gule pollenklumper på benene. Det kaldes pollenbukser. Det fortæller biavleren, at dronningen er begyndt at lægge æg, og at der er larver, der skal fodres med frisk pollen. Pollen er et meget proteinrigt foder.

 

 

Bemærk at din kommentar er offentlig. Du kan ikke slette kommentaren selv, når den først er på.
Kontakt mig, hvis du fortryder, så sletter jeg din kommentar.

mvh Bolette

1 kommentar(er)

Klik her for at skrive en kommentar

Skrevet af